Til dig, der overvejer at blive mentor

Har du lyst til at dele din erfaring og dit netværk med en ung voksen, der er ved at finde sin vej i uddannelse og arbejdsliv? Så er det måske noget for dig, at blive mentor i Netværksvennerne.

I Netværksvennerne er vi omkring 30 voksne, der bruger vores erfaringer, netværk og ressourcer på at gøre en forskel for unge, som ikke har haft adgang til den slags voksenstøtte og sparring, mange af os selv har taget for givet.

Hvad er Netværksvennerne?

Netværksvennerne er et frivilligt og uformelt fællesskab, hvor voksne med erfaring fra uddannelse og arbejdsliv bliver mentor for en ung voksen, en mentee. Vores mentees er typisk i tyverne, nogle er over 30, og alle er fyldt 18 år.

De er i meget forskellige livssituationer, men fælles for dem er, at de ikke har et stort voksennetværk at trække på, når det handler om uddannelse og job. Det er unge, der er ved at finde deres egen vej: nogle er godt i gang, nogle er i tvivl, og nogle ved ikke rigtig, hvor de skal starte. De kan have glæde af en erfaren voksen ved siden af sig, en der kan dele erfaringer, åbne nogle døre og være med til at afklare næste skridt. Og én som gerne deler egne bump på vejen de selv har haft, og hvordan de er kommet videre.

Vi er hverken psykologer eller en kommunal indsats. Vi er et uformelt fællesskab af voksne, der bygger på frivillighed, tillid og erfaring fra eget uddannelses- og arbejdsliv.

Hvad vil det sige at være mentor?

Som mentor står du aldrig alene. Vi bruger hinanden, sparrer, deler kontakter og netværk og løfter de unge sammen.

En mentor i Netværksvennerne:

  • Har lyst til at bruge tid på en ung, der mangler et stort voksennetværk
  • Gerne stiller sin erfaring og netværk til rådighed
  • Kan afsætte tid ca. en gang om måneden til at mødes med sin mentee
  • Gerne derudover mødes 2-3 gange om året til sparring med de øvrige mentorer om, hvordan vi kan hjælpe hinanden i vores mentorgerning

Sådan fungerer det

Du bliver matchet med en mentee ud fra interesser, behov og geografi. I aftaler selv, hvor ofte og hvordan I mødes, typisk en gang om måneden. Nogle relationer varer længe, andre kun nogle gange. Hvis kemi eller timing ikke passer, insisterer vi ikke.

Hvor er vi nu?

Fællesskabet er i fuld gang og vokser. Indtil videre er vi primært i København og omegn.

Vil du være med? Hvis du tænker, at det kan være noget for dig, så skriv til os på kontakt@netvaerksvennerne.dk, hvorfor du gerne vil være mentor.

PDF fil til print af denne side

Tilbage til forsiden: Netværksvennerne